Da en mor slog alarm om en bombe på skolen, frygtede politiet det værste. I virkeligheden var det et glimt af en årelang konflikt

Eleverne og lærerne fra Skolen på Amagerbro var alle samlet til juleafslutning i Sundby Kirke. Børnene sang salmer, og en præst forkyndte juleevangeliet. Men tilbage på skolens matrikel 500 meter derfra udspillede sig en dramatisk scene, som øjeblikkeligt fik politiet til at frygte det værste. En meget oprevet mor til et barn på skolen havde henvendt sig til skolens leder og slået alarm. To maskerede mænd med skydevåben havde truet moren uden for skolen, fortalte hun. De ville angiveligt skyde hende, hvis ikke hun placerede to rygsække med sprængstoffer på skolen. Hun havde nægtet, fortalte hun. Skolens leder ringede hurtigt til politiet, der kort efter omringede skolen med betjente, hundepatruljer og politikøretøjer. I flere timer blev elever og lærere holdt i sikkerhed inde i kirken, mens politihunde snusede sig frem, og en politihelikopter kredsede over skolen. Men efter en omfattende undersøgelse af skolen fandt politiet aldrig nogen sprængstoffer. Politiet fandt i efterforskningen heller aldrig beviser på, at moren rent faktisk var blevet truet af maskerede mænd. Det vakte straks en anden mistanke på skolen. For den pågældende mor var nemlig en del af en årelang konflikt mellem skolelederen og et forældrepar med ikkevestlig baggrund. En konflikt præget af trusler og intimidering rettet mod skolelederen. En konflikt som skolelederen ikke mener, at hun fik forvaltningens opbakning til at lukke ned. Derimod var fokus ifølge hende på at dysse sagen ned. Det kan Berlingske beskrive på baggrund af aktindsigt i dokumenter fra Københavns Kommune samt samtaler med en række kilder med kendskab til sagen. Dokumenterne omhandler en arbejdsulykke, interne notater og korrespondance mellem forældre, ansatte og ledere i forvaltningen. Blev truet »helt op i hovedet« Episoden fandt sted 15. December 2023. Lederen af Skolen på Amagerbro hed dengang Jette Andersen Nedergaard. Adspurgt siger hun til Berlingske, at truslen i bombesagen efter hendes opfattelse nærmere var rettet mod hendes person end skolen. »Efter alt at dømme var det mig, som den falske bombetrussel var rettet mod. Jeg skulle intimideres og skræmmes,« fortæller hun i dag I halvandet år op til bombetruslen havde de pågældende forældre – hvor moren var den, der hævdede at være blevet truet til at placere sprængstoffer – gentagne gange ifølge Jette Andersen Nedergaard chikaneret, truet og intimideret skolelederen. Hun husker blandt andet samtaler med forældrene på skolen, hvor faren »eksploderede i vrede« og ikke ville forlade stedet. Den i dag tidligere skoleleder fortæller også, at faren har »passet hende op« og truet hende »helt op i hovedet« med at slå hende. Derudover husker hun generelt at være blevet udsat for verbale ukvemsord og fysiske trusler af særligt faren. »De konkrete forældre var dybt utilfredse med mine beslutninger i nogle sager, hvor jeg var bekymret for deres børns trivsel og adfærd,« siger hun. Jette Andersen Nedergaard vil på grund af tavshedspligt ikke fortælle, hvad sagerne konkret handlede om. Hun vil af den grund heller ikke oplyse identiteten på forældrene. For Jette Andersen Nedergaard er formålet med at udtale sig om sagen ikke at udskamme det pågældende forældrepar, fortæller hun. Derimod er hun ærgerlig over, hvordan hendes overordnede i Københavns Kommune håndterede sagen, og det er i hendes øjne sagens kerne. Skolen på Amagerbro har ifølge Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i flere år haft særlige udfordringer med parallelsamfund, indtil ophøret af tilsynet 1. april. Flere end hver tredje elev har ikkevestlig baggrund, og det har skabt en række særegne udfordringer, viser tilsynsdokumenter, som Berlingske har fået indsigt i og tidligere beskrevet. »Jeg fik til opgave at rette op på den skole, og der var virkelig noget at rette op på omkring vold,« siger hun. De pågældende forældre, der stod bag de gentagende trusler overfor skolelederen, havde ikkevestlig baggrund. Det var medvirkende til, hvordan deres adfærd overfor hende udmøntede sig, fortæller den tidligere skoleleder. »Det var særligt et problem for dem, at jeg er kvinde. Det var meget tydeligt, fordi jeg blev kaldt en fucking luder, og jeg blev også opfordret internt til at have en mand med til møderne,« siger hun: »Men det er ikke den måde, jeg er leder på. Jeg vil ikke lade mig intimidere. Jeg skal kunne stå selv. Det har altid været mit krav.« Endte i blindgyde Jette Andersen Nedergaard er selv overbevist om, at det var de konkrete forældre, der stod bag bombetruslen for at intimidere hende. Men politiet har ikke fundet grundlag for at rejse en sag om falsk anmeldelse. Overvågningskameraer, som ville have optaget morens møde med de maskerede og bevæbnede mænd, virkede ikke. Derfor er sagen tilsyneladende endt i en blindgyde uden endelig opklaring. Københavns Politi oplyser, at sagen fortsat ligger til efterforskning, men at der ikke er rejst hverken sigtelser eller tiltaler. Hvordan kan du vide, at der var tale om en falsk trussel fra lige netop de forældre? »Det var moren, der angav bombetruslen til mig. Politiet fandt aldrig noget på skolen, og intet indikerede, at der nogensinde havde været maskerede, bevæbnede mænd. Forældrenes forklaring var usammenhængende, og alt tydede på, at det var pure opspind.« Ifølge Jette Andersen Nedergaard var forældrene kendt af politiet, og efterforskeren fortalte hende angiveligt, at det var uforudsigeligt, hvad forældreparret kunne finde på næste gang. Berlingske har forgæves forsøgt gennem Skolen på Amagerbro og Børne- og Ungdomsforvaltningen i København at komme i kontakt med de pågældende forældre, som avisen ikke kender identiteten på. »Sagen skulle bare lukkes« Jette Andersen Nedergaard mener ikke, at hendes overordnede i Københavns Kommune håndterede sagen tilstrækkeligt. »Der var ikke noget, der tydede på, at forvaltningen ville hjælpe mig med at sætte en stopper for truslerne. Jeg blev ladt i stikken,« fortæller hun. Hun fandt det sigende, at hendes chef fra forvaltningen under evakueringen først og fremmest spurgte, om hun havde talt med pressen. Forvaltningen inviterede efter episoden de konkrete forældre til et møde, hvor man ville overtale dem til selv at skifte skole for børnene, men de mødte ikke op, og så skete der ikke mere. Derfor følte hun sig nødsaget til at tage sagen i egen hånd efter samråd med hendes fagforening og bad om at blive flyttet til en anden skole. »Jeg fik ét tilbud. Hvis ikke jeg tog imod det, så kunne jeg vælge mellem at blive degraderet til souschef på en anden skole eller tage tilbage og ‘passe mit arbejde’ som skoleleder. For ‘der var jo ikke nogen bombe’, som min chef sagde,« fortæller hun. Hun forklarer, at forvaltningen stod fast på, at man ifølge loven ikke kan tvangsflytte børn for udfordringer med deres forældre. Når politiet heller ikke mente, at der var grundlag for en sag om falsk anmeldelse. Hvad mere skulle forvaltningen så kunne gøre? »De burde have taget en dialog med mig om, hvad der skulle til for, at jeg kunne føle mig tryg på arbejdet. Politiet foreslog for eksempel øget overvågning. Det kunne også have været et aflåseligt, sikkert rum i nærheden af mit kontor. Men der var ingen dialog – sagen skulle bare lukkes.« På den nye skole gik der dog kun kort tid, før Jette Andersen Nedergaard måtte erkende, at oplevelserne på Skolen på Amagerbro havde ramt hende for hårdt. I sidste ende kostede det hende jobbet som skoleleder i Københavns Kommune. »Jeg havde ikke noget valg. Mit liv er simpelthen for kort til, at jeg skal gå rundt og være utryg på mit arbejde. Det blev mit farvel til jobbet som skoleleder,« siger hun. En besked vakte opsigt Da Jette Andersen Nedergaard stoppede på Skolen på Amagerbro, sendte hun en sidste besked til skolens forældre og ansatte, hvor hun beskrev episoden og politiets konklusion. »Det har ikke (været, red.) muligt at finde en god indgang til et godt samarbejde i forhold til sagen, og jeg har derfor valgt at bede om en omplacering som skoleleder,« skrev hun. De nye oplysninger vakte stor undren og bekymring fra en række forældre og lærere på skolen. »Vi har meget svært ved at acceptere uretfærdigheden i, hvordan så alvorlige trusler, fremsat af forældre til børn på skolen endda(!), kan ende med at gå ud over alle dem, der vil skolen det allerbedste,« skrev en forælder til skolebestyrelsen. Forvaltningen har fået tilsendt mindst 10 henvendelser fra bekymrede forældre, som Berlingske har set. Skolebestyrelsen sendte ligeledes et bekymringsbrev til forvaltningen, hvor det fremgik, at man var »voldsomt bekymrede« og »særdeles uforstående« over forvaltningens håndtering af sagen. Kort efter blev uenighederne drøftet på et møde med områdechefen, hvor der også lød med en appel: »Der er behov for at få den her sag lukket ned og at være fremadskuende,« fremgår det af et mødereferat. »Der opfordres til, at SB (skolebestyrelsen, red.) ikke udtaler sig, hvis pressen henvender sig.« Derudover blev bestyrelsen også rådet til at svare »det ved jeg ikke«, hvis de skulle blive spurgt om de konkrete forældres børn fortsat gik på skolen. Det fremgår ikke specifikt i referatet, hvem der har sagt ovenstående udsagn på mødet. Også skolens ansatte løftede dagen efter sin bekymring omkring de konkrete forældre på et møde med områdechefen. Her lød det, at de fandt det »utrygt, at familien har oplevet, at chikane virker«, viser et notat. Der blev også fortalt, at ansatte »trækker sig, fordi man er bekymret for, hvordan familien vil reagere«. Et spørgsmål var ifølge notatet også, »hvordan skal kvindeligt personale føle sig sikre med denne ubehagelige adfærd.« Borgmester er »nysgerrig« over for kritikken Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) kalder først og fremmest sagen helt usædvanlig. »Det er jo helt vildt, at vi i en københavnsk kontekst, hvor vi har med børn at gøre, skal tale om bombetrusler,« siger han i et interview. Han understreger, at forvaltningen har forsøgt at informere så åbent som muligt – uden at kompromittere politiets efterforskning eller hensynet til medarbejderne. »Der er to aspekter at tage hensyn til; Det er opklaringen af en straffesag, og det andet er hensynet til en sygemeldt medarbejder,« siger han. Det har derfor krævet en afvejning i forvaltningen af, »hvor eksplicit man kan være«. »Jeg har ikke haft noget ønske om at holde noget hemmeligt,« understreger han. Er det retfærdigt, at det er skolelederen, der må forlade sit job på grund af det her? »Nej. Så vidt jeg er informeret, så har man gjort rigtig meget for at hjælpe skolelederen til at håndtere og komme videre fra bombetruslen. Jeg er meget optaget af, at ingen skal trues ud af deres job.« Han tilføjer, at det er skolelederen selv, der har ønsket at blive overflyttet, og at han stadig mangler konkret viden om, hvad forvaltningen eventuelt kunne have gjort anderledes. Jakob Næsager er derfor også »nysgerrig« over for kritikken af forvaltningens håndtering. »Der er rigtig mange oplevelser af den her situation. Vi må drage en samlet læring af, hvordan vi håndterer kritiske situationer, når medarbejdere oplever bombetrusler,« I et skriftligt svar oplyser forvaltningen, at opfordringen til skolebestyrelsen om ikke at udtale sig til pressen skyldtes, at mødet indeholdt en fortrolig orientering, der var omfattet af tavshedspligt. https://www.berlingske.dk/indland/da-en-mor-slog-alarm-om-en-bombe-paa-skolen-frygtede-politiet-det-vaerste